Ærø Kommune skal igennem omfattende besparelser de kommende år, efter et politisk flertal har vedtaget 76 forskellige spareforslag, skriver Fyns Amts Avis.
Samlet skal der findes 45,5 millioner kroner på drift og anlæg frem mod 2029.
Dagcentre, skoler og dagplejen undgår de frygtede lukninger, men besparelserne vil alligevel kunne mærkes flere steder.
På ældreområdet skal blandt andet robotstøvsugere og digital hjemmetræning reducere udgifterne, mens daginstitutionerne får en halv time kortere åbningstid og flere lukkedage.
Der bliver også færre færgeafgange, når højsæsonen forkortes, og støtten til unge ærøboeres rejser og ophold bliver reduceret.
Til gengæld afsættes blandt andet en million kroner årligt til et udvidet ressourceklassetilbud på Marstal Skole og godt en halv million ekstra om året til Marstal Ældrecenter.
Socialdemokratiet, Konservative, Venstre, SF og Danmarksdemokraterne står bag budgetforliget.
2026-09-24 06:06
