Mennesker, der selv har været anbragt som børn og unge, skal fremover have større indflydelse på, hvordan Svendborg Kommune udvikler anbringelsesområdet.
Kommunen har indgået et toårigt samarbejde med organisationen De Anbragtes Vilkår, hvor erfaringer fra tidligere anbragte skal supplere kommunens faglige viden.
En af de første opgaver bliver at udarbejde en ny vision for området, hvor børn og unges egne oplevelser og behov skal være en central del af grundlaget.
Ifølge formand for Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget Mette Kristensen kan mennesker, der kender en anbringelse indefra, pege på problemer og løsninger, som kommunen ikke nødvendigvis selv får øje på.
Svendborg Kommune og De Anbragtes Vilkår har tidligere samarbejdet om udstillingen Hold kæft og lyt, og det nye samarbejde skal gøre inddragelsen af tidligere anbragtes erfaringer mere systematisk.
2026-09-01 06:05
