Langeland Kommune står foran historisk store besparelser, som kan komme til at ramme både børn, ældre og handicappede.
Kommunen havde søgt staten om 115 millioner kroner i særtilskud til næste års budget, men får 68 millioner. Det er kun tre millioner mere end sidste år og langt mindre, end kommunen havde lagt til grund for budgetarbejdet.
Langeland havde allerede fundet besparelser for omkring 14 millioner kroner, men borgmester Jørgen Nielsen vurderer nu, at der skal findes mellem 30 og 40 millioner.
Borgmesteren retter, ifølge Fyns Amts Avis, samtidig en hård kritik mod regeringen, fordi han mener, at tilskuddet står i kontrast til ambitionen om at mindske forskellene mellem land og by.
Kommunen skal nu gennemgå hele budgettet, og ifølge borgmesteren er besparelser på den borgernære service ikke til at undgå.
2026-09-01 05:38
