Samler støv på salgshylden: Ingen købere til SfB’s gamle klubhus
Svendborg Kommune har ind til videre ikke haft det store held med at komme af med SfB’s tidligere klubhus.
David Bernicken dabe@faa.dk
Svendborg: SfB’s tidligere klubhus på Tipsvænget har udviklet sig til en mindre klods om benet på Svendborg Kommune.
Kommunen købte klubhuset for godt halvandet år siden for en million kroner, for at hjælpe SfB over i deres nye klubhus. Kommunen har efterfølgende forsøgt at sælge klubhuset videre for 1,6 millioner kroner.
Der er bare ingen, der for alvor synes at være interesseret i at rykke ind i bygningen, der ellers rummer en håndfuld omklædningsrum med tilhørende baderum, fire kontorer/mødelokaler, et stort, åbent kontorrum, en kiosk med frituregryde, som forhåbentlig er blevet tømt for den sidste olie, og alt, hvad der i øvrigt har hørt en fodboldklub til.
Formand for erhvervs- og turismeudvalget John Arly Henriksen (S) oplyser, at Fonden Skovhaven på et tidspunkt viste interesse, men efterfølgende valgte fonden at trække følehornene til sig.
– Det er ærgerligt, at det ikke lykkedes, og vi har desværre ikke andre mulige købere, konstaterer John Arly Henriksen.
Han tilføjer, at administrationen fortsat sonderer terrænet, og derfor er udbudsprisen stadig 1,6 millioner kroner. Det er dog ikke sikkert, det varer ved.
100.000 om året
Ifølge administrationens opgørelse koster det kommunen i omegnen af 100.000 kroner om året at have ejendommen stående. Der skal betales for varme og vedligehold, og John Arly Henriksen erkender, at det er ærgerlige penge at bruge.
– Det var jo ikke det, der var tanken, da vi købte klubhuset. Det skulle hurtigt videre. Nu står det bare der og koster os penge. Det er ikke hensigtsmæssigt, siger han og vil ikke afvise, at prisen kan blive sænket.
Han henviser dog til erhvervschef i Svendborg Kommune, Søren Bach-Hansen, for yderligere detaljer.
Erhvervschefen slår fast, at prisen kan være på vej ned, men det er den ikke i første omgang.
– Vi giver den lige et skud ekstra, hvor vi fastholder en mindstepris på 1,6 millioner kroner, men som jeg kan forstå det, så indgår det i overvejelserne, at sætte bygningen til salg uden en mindstepris, og så håber vi, at vi kan gå i nul økonomisk, fortæller han og tilføjer, at en fornuftig forklaring på, hvorfor Tipsvænget 4 er svært at få solgt, meget vel kan være de seneste års rentestigninger.
– Økonomien skal jo hænge sammen for en køber, og når renten går op, falder aktiviteterne på ejendomsmarkedet, fordi det ganske enkelt bliver dyrere både at købe og sætte bygningerne i stand, siger Søren Bach-Hansen.
2024-09-06 05:58