Langeland Kommune styrker retssikkerheden for handicappede

05. september 2024

Langeland Kommune styrker retssikkerheden for voksne med handicap
Catrine Madelaire catma@faa.dk
Langeland: Langeland Kommune har taget initiativ til at forbedre sagsbehandlingen for voksne med handicap, der søger om ledsager.

Det sker, efter en rapport fra Ankestyrelsen viste fejl i næsten halvdelen af landets sager om ledsagelse.

Rapporten, som er en del af det årlige Handicapsagsbarometer og er fra 2023, påpegede fejl med væsentlig betydning for afgørelsens rigtighed i 47 procent af sagerne om ledsagelse til voksne med handicap på landsplan.

Som reaktion har Langeland Kommune nu sørget for, at en medarbejder fast skal håndtere sager indenfor servicelovens §97 – paragraffen, ledsagelse til voksne med handicap bliver behandlet efter.

Samtidig vil alle aktuelle sager blive genvurderet for at sikre højere kvalitet og retssikkerhed for borgerne.

Det fremgår af det seneste møde i økonomiudvalget som et orienteringspunkt.

2024-09-05 05:56