Millionregning for klimasikring på Ærø

28. september 2026

Ærø står over for en omfattende klimasikring, der kan komme til at koste et stort millionbeløb.

Kommunen har sammen med Rambøll udarbejdet et udkast til en klimatilpasningsplan, hvor 17 områder på øen er udpeget som udsatte for blandt andet stormflod, kysterosion, skybrud og stigende grundvand, skriver Fyns Amts Avis.

De mest presserende områder skal efter planen sikres inden for de kommende fem år.
Det gælder blandt andet Drejet, Eriks Hale samt en række diger.

Alene de tre projekter, der står først for, vurderes at koste mellem 34,5 og 57,5 millioner kroner.

Ærø Kommune har endnu ikke afsat penge til planen og skal derfor både prioritere kommende investeringer og søge ekstern finansiering.

2026-09-28 05:48