Museum vil åbne til 800-årsjubilæum

28. september 2026

Øhavsmuseet i Faaborg skal efter planen genåbne på Faaborg Havn i 2029, når byen samtidig fejrer sit 800-årsjubilæum.

Museet og Faaborg-Midtfyn Kommune har lagt en fælles plan for de kommende år, efter at Frølageret på havnen blev lukket af sikkerhedsmæssige årsager i slutningen af juni.

Mens arbejdet med et nyt museum står på, skal historien i stedet ud til borgerne.
En af planerne er derfor at lave midlertidige udstillinger forskellige steder i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Kommunalbestyrelsen har tidligere i september bakket op om den overordnede model for museets fremtid, men der mangler fortsat at falde både økonomiske og praktiske brikker på plads.
Blandt andet skal en mulig kommunal garanti for et lån til museet behandles særskilt.

Flere konkrete initiativer frem mod genåbningen i 2029 bliver offentliggjort senere.

2026-09-28 06:10