Museums projekt kan blive dyrt for Svendborg Kommune

05. september 2024

Museumsprojekt bliver hundedyrt
Der skal mange penge på bordet, hvis lystsejladsmuseet og Svendborg Museum skal realisere planen om et maritimt oplevelsescenter på Baagøe og Riber-grunden – eller på Østre Kajgade, som også er i spil. Både driften og etableringen af centeret løber op i millioner af kroner.
David Bernicken dabe@faa.dk
Svendborg: Der skal graves dybt i lommerne, hvis socialdemokraternes og ikke mindst borgmester Bo Hansens (S) vision om et maritimt oplevelsescenter i de fredede Baagøe og Riber-pakhuse skal realiseres.

Et overslag, Fyns Amts Avis er kommet i besiddelse af, viser, at alene istandsættelsen af ejendommene ventes at komme til at stå i mere end 110 millioner kroner. Læg dertil indretningen af pakhusene, så de kan rumme Danmarks Museum for Lystsejlads og Svendborg Museum, og så løber beløbet om på den anden side af 185 millioner kroner.

Det er ikke penge, Svendborg Kommune ligger inde med, men formand for plan- og lokalsamfundsudvalget Arne Ebsen (SF) understreger ligesom Bo Hansen (S) tidligere har gjort det, at det bliver fonde, der kommer til at stå med hovedparten af udgifterne.

– Det er ingen hemmelighed, at Realdania allerede tidligere har været inde over projektet. Der er ikke givet tilsagn om noget som helst, men de har ikke på forhånd afvist projektet, siger Arne Ebsen, der understreger, at fondsmidler bliver afgørende for realiseringen af projektet.

Det samme fastslår Hanne Ringgaard Møller (R), der er formand for kultur- og fritidsudvalget.

– Det er et ekstremt stort beløb, vi skal finde, men det vil også sætte Svendborg på landkortet, siger hun og åbner i samme åndedrag for, at det kan blive nødvendigt at skrue lidt på ambitionerne.

– Måske skal vi nærmere ramme 120 millioner kroner. Hvis det er det, vi kan få, så må finde løsninger inden for den ramme, siger hun og tilføjer, at der også kan komme andre fonde i spil.

Blandt andet vil hun ikke udelukke, at der kan blive sendt en ansøgning til A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

– Men der er vi slet ikke nået til, pointerer hun.

Uenighed om placering
Arne Ebsen har været med til at undersøge flere muligheder for placeringen af et nyt maritimt oplevelsescenter. Østre Kajgade har også været i spil, men han vurderer, at Baagøe og Riber-grunden umiddelbart ser ud til at være det bedste sted at samle de to museer. Han kan dog også finde et minus eller to.

– Pakhusene har ikke den fornødne højde. Det kan blive en udfordring. Til gengæld er der adgang til vandet, og der er plads til flere af lystsejladsmuseets både i vandet lige ved museet. Når jeg vejer plusser og minusser op, får vi ikke en bedre placering og en bedre udnyttelse af Baagøe- og Ribergrunden, siger Arne Ebsen.

Det er Hanne Ringgaard Møller ikke enig i. Hun mener, en placering på Østre Kaj i DLG-siloen eller i silobyggeriet et par husnumre længere oppe ad vejen vil være bedre. Prisen forventes også her at lande på 180-190 millioner kroner.

– Det bliver meget trangt på Baagøe og Riber-grunden. Hvis museet skal være en turistmagnet, kommer det også til at tiltrække trafik, og det er der meget af i forvejen i Kullinggade. Forholdene er bedre på Østre Kaj, vurderer Hanne Ringgaard Møller, der allerede nu kan se yderligere en udfordring i museumsplanerne.

Det handler om den årlige driftsøkonomi. Det nye museum indgår ind til videre ikke i den nye museumslov, der blev vedtaget inden sommerferien, og derfor skal politikerne i Svendborg på et tidspunkt også forholde sig til, hvordan økonomien skal skrues sammen på det nye museum.

Helt billigt bliver det ikke, siger Hanne Ringgaard Møller.

– Vi har ikke fået tal på driften endnu, men vi kan roligt regne med, at det kommer til at koste et par millioner kroner om året for kommunen.

Ligesom anlægsmillionerne ligger pengene til driften heller ikke og flyder urørt i kommunekassen. Derfor forventer Hanne Ringgaard Møller, at der skal kastes nogle bolde op i luften, inden også den del af økonomien kan landes.

– Vi bliver formentlig nødt til at kigge på støtten til alle vores kulturinstitutioner. Hvordan vi fordeler pengene, og om vi kan gøre det klogere. Måske får vi brug for en helt ny organisering, siger hun.

Noget konkret bud på omtalte organisering og ikke mindst konsekvenserne heraf vil hun ikke pege på.

– Det er alt for tidligt. Vi skal have kigget det hele igennem, inden jeg kan sige noget om det.

En dato for, hvornår det maritime oplevelsescenter kan slå dørene op er endnu ikke fastlagt.

2024-09-05 05:55