Tre store uddannelsesinstitutioner på Sydfyn undersøger nu muligheden for at fusionere.
Det drejer sig om Svendborg Gymnasium, Faaborg Gymnasium og Svendborg Erhvervsskole & Gymnasier, hvor bestyrelserne har indledt et fælles arbejde med at undersøge grundlaget for én samlet institution.
En fusion vil samle en lang række ungdomsuddannelser under samme organisation.
Det gælder blandt andet STX, HF, HHX og HTX samt tekniske og merkantile erhvervsuddannelser. På længere sigt vil den nye EPX-uddannelse også kunne blive en del af institutionen.
Baggrunden er blandt andet de kommende ændringer på ungdomsuddannelsesområdet.
De tre skoler vurderer, at en større fælles organisation kan styrke både uddannelsestilbuddene og de faglige miljøer på Sydfyn.
Der er endnu ikke truffet beslutning om en fusion, og medarbejdere og samarbejdspartnere skal inddrages i den kommende proces.
2026-10-01 12:21
