Tankstation får den store overhaling
OK-tank og butik i Rudkøbing står foran gennemgribende renovering.
Ole Grube olgr@faa.dk
Langeland/Rudkøbing: Hvis man plejer at hente en grillet panini eller en ovnbagt focaccia på OK-tanken i Rudkøbing til frokost, skal man snart se sig om efter et alternativ i den anden uge af september.
Søndag den 8. september lukker tankstationen og den tilhørende butik klokken 16, og den åbner først igen fredag den 13. september. I mellemtiden rykker et stort hold håndværkere ind på tanken på Nørrebro.
– Butikken skal bygges om efter kædens nyeste koncept, og det betyder, at det hele får et løft med nye møbler, nyt gulv, nyt loft og ny belysning i en nymalet butik. Det hele får simpelthen en ordentlig overhaling, fortæller Bjarke Arndal, der ejer OK-tanken i Rudkøbing og de tilsvarende anlæg i Nyborg og Blommenslyst.
Han forklarer, at moderniseringen er en investering og et udtryk for, at man vil Langeland og Rudkøbing.
– Vi er den eneste bemandede tankstation på hele Langeland, og det her skal man se som et udtryk for, at vi tror på butikken i mange år endnu, siger ejeren.
Han fortæller, at kunderne allerede i den første uge af september vil opleve, at man begynder at brække ned og rydde ud i varelageret. Samtidigt vil pakkelageret fra de forskellige fragtfirmaer blive tømt i weekenden op til lukningen, og derfor beder man folk hente sine pakker.
– Vi er også det lokale posthus, og har man ikke hentet sin pakke, inden vi lukker søndag eftermiddag (den 8. september klokken 16, red.), bliver den sendt til en nærliggende postbutik, appellerer Bjarke Arndal.
Han ejer blandt andet tank- og butiksanlægget i Rudkøbing via selskabet BA Rentail ApS, og det er ingen dårlig forretning. Det seneste regnskab for 2023 viser et overskud før skat på 1.875.000 kroner.
2024-09-06 05:32