Turismen har stor betydning for økonomien på Ærø.
Et foreløbigt estimat fra VisitDenmark viser, at turister brugte omkring 360 millioner kroner på øen sidste år. Turismen understøtter samtidig omkring 400 arbejdspladser, svarende til cirka hver femte arbejdsplads på Ærø, skriver Ærø Dagblad.
Pengene bliver brugt bredt, men alene butikkerne får 126 millioner kroner i turistomsætning, mens restauranter tegner sig for 60 millioner og færgerne for 23 millioner kroner.
Lystsejlerne spiller en særlig stor rolle, og målt efter overnatningsform står gæster i lystbådehavnene for omkring 105 millioner kroner af det samlede turistforbrug.
Turismen er samtidig i vækst, antallet af registrerede kommercielle overnatninger steg seks procent fra 2024 til 2025, mens antallet af udlejede feriehusuger voksede med hele 36 procent.
2026-09-29 06:15
