Usikkerhed om grøn trepart på Sydfyn

01. september 2026

Arbejdet med den grønne trepart på Sydfyn har fået en alvorlig udfordring, efter landbrugets repræsentanter på Fyn har valgt at holde pause fra forhandlingerne, skriver Fyns Amts Avis.

Den lokale trepart arbejder blandt andet med aftaler om at tage landbrugsjord ud af drift og omdanne den til natur.
Men landbruget mener, at en ny gødskningslov skaber så stor usikkerhed om erhvervets fremtidige vilkår, at arbejdet foreløbig er sat på pause.

Formand for den sydfynske trepart Jesper Kiel håber, at pausen bliver kort.
Men, han ved endnu ikke, om landbrugets repræsentanter deltager, når gruppen mødes igen den 22. september.

Mødet bliver dog som udgangspunkt gennemført, også hvis landbruget ikke vender tilbage.

Samtidig fortsætter kommunerne arbejdet med forundersøgelser til de projekter, der skal sikre mere natur og mindre landbrugsjord på Sydfyn.

2026-09-01 05:51