Der er usikkerhed om, hvor mange medarbejdere i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i Svendborg der bliver ramt af en større omorganisering og varslede afskedigelser, skriver Fyns Amts Avis.
Styrelsen har kontor på Jessens Mole og oplyser, at afdelingen i Svendborg fortsætter.
Her skal man fortsat administrere blandt andet EU-programmet Erasmus+ og Det Europæiske Solidaritetskorps.
På landsplan betyder omorganiseringen samtidig, at 17 medarbejdere får flyttet deres arbejdssted til Odense, mens yderligere 13 skal arbejde i Holbæk.
Styrelsen vil imidlertid ikke oplyse, hvor mange ansatte fra Svendborg der skal flytte arbejdssted, eller om der er medarbejdere på Svendborg-kontoret blandt de varslede afskedigelser.
Ændringerne skyldes generelle statslige besparelser og træder i kraft den 1. februar næste år.
2026-09-23 05:56
